Investorer bakker op om ECOmove og QBEAK
Østjysk Innovation og Energi Horsens Fonden tilfører nu fornyet kapital til ECOmove, som er meget tæt på lanceringen af den næste prototype af QBEAK. Den innovative elbil lanceres officielt i starten af det nye år.
Den nye QBEAK prototype er lige på trapperne. Og ifølge investorerne - Østjysk Innovation, Energi Horsens Fonden og medarbejdere - ser ECOmoves udviklingsarbejde så lovende ud, at de nu skyder i alt otte millioner kroner i virksomheden.
ECOmoves QBEAK er fra starten tænkt som en elbil, og udviklingen af bilen har også medført udvikling af nye komponenter til elbiler generelt. Opgaven er nu at klargøre bilen og komponenterne til serieproduktion og salg til markedet.
”Med prototype II, som er lige på trapperne, er ECOmove meget tæt på at kunne lancere en elbil, der kan konkurrere kommercielt. Der har allerede været stor interesse fra især erhvervskunder. Så vi har meget positive forventninger til ECOmove”, siger Kim Kjølhede, Investment Manager i Østjysk Innovation.
Klar til markedet
Med kapitaltilførslen er det nu realistisk for ECOmove allerede i 2012 at sælge QBEAK bilen og varianter af den, som er tilpasset forskellige kunders behov. Derfor har Energi Horsens Fonden også store forventninger til den nyeste investering.
”ECOmove har udviklet et lovende koncept for salg af elbiler og komponenter til elbiler. Det er marked, som er meget attraktivt, og som vi i forvejen investerer i. Derfor er det en vigtig investering for både os og ECOmove, som nu får det skub, den har brug for, for at komme ind på markedet”, siger Mogens Vig Pedersen, administrerende direktør i Energi Horsens Fonden.
ECOmove har allerede solgt flere QBEAK-elbiler til Hedensted og Horsens Kommuner, som vil bruge elbilen i bl.a. hjemmeplejen.

